Paul Simon og Art Garfunkel: Begge jødiske tredjegenerationsindvandrere og begge født i 1941 voksede de op tre gader fra hinanden i Kew Gardens Hills, beliggende i New York-bydelen Queens. Blev venner i sjette klasse og opdagede og udforskede den tidlige rock’n’roll sammen. Især doo-wop og The Everly Brothers optog dem, og de dannede duoen Tom & Jerry, der udsendte ”Hey Schoolgirl”, et mindre hit i 1957. De efterfølgende par singler floppede, og efter High School skiltes deres veje, da de kom ind på to forskellige universiteter. Men de mødtes igen i 1963, og en fælles fascination af tidens folkemusikbølge førte til gendannelse af duoen, hvad der gav dem en pladekontrakt med Columbia Records. Gennembruddet kom i 1965 med ”The Sound of Silence”, hvor produceren Tom Wilson uden deres vidende havde lagt elektrisk backing på et akustisk spor fra debutlp’en. De følgende fem år var Simon & Garfunkel et af klodens populæreste navne, og de scorede hit på hit, solgte lp’er i læssevis og spillede utallige totalt udsolgte koncerter.Men selvom de aldrig havde musikalske uoverensstemmelser, var der masser af personlige konflikter og i 1970 revnede ballonen med et brag og de gik hver sin vej. Ironisk nok det år, de udsendte deres bedst sælgende album, det voldsomt prisbelønnede Bridge Over Troubled Water, hvis titelsang betragtes som deres ’kendingsmelodi’. De har siden sporadisk optrådt sammen, men udover en enkelt single i 1975 ikke indspillet yderligere. Så er det jo dejligt, at meget af det, de lavede, er så godt som tilfældet er! Tom & Jerry: Hey Schoolgirl (1957)He Was My Brother (1964)Bleecker Street (1964)The Sound of Silence (1965)Homeward Bound (1966)Richard Cory (1966)I Am a Rock (1966)Scarborough Fair/Canticle (1966)The 59th Bridge Street Song (Feelin’ Groovy) (1966)Hazy Shade of Winter (1966)Red Rubber Ball – Live (1967)A Most Peculiar Man – Live (1967)Mrs. Robinson (From “The Graduate” Soundtrack, 1968)America (1968)For Emily, Whenever I May Find Her – Live (1969)Kathy’s Song – Live (1969)The Boxer (1969) Cecilia (1970)Bridge Over Troubled Water (1970)My Little Town (1975)Old Friends – Live (1981) Bye Bye Love – Live with The Everly Brothers (2003)Citizen of the Planet – Live (2003)

Rockhistorier

Simon & Garfunkel: De skændtes som hund og kat, men sang som engle

1971 var et af rockens helt store år, ja nogle mener ligefrem det største. Der udsendtes så mange klassiske lp’er, at det er sindssygt. Rockhistoriers værter havde givet sig selv den kropumulige opgave, at finde de bedste ’deep cuts’ – det vil sige albumspor, der ikke udsendtes på single – fra det sagnomspundne år. Hvad de kom til at fortryde bitterligt. For de utallige fravalg var som at skære i eget kød. Altså, når der ikke kunne findes plads til The Who ‘Who’s Next’, Sly & The Family Stones ’There’s a Riot Goin’ On, Carole Kings ‘Tapestry’, The Rolling Stones’ ‘Sticky Fingers’, Nick Drakes ‘Bryter Layter’, The Doors’ ‘LA Woman’ og Colin Blunstones ‘One Year’ for nu blot at nævne nogle stykker. Hvad i den hede hule kom så gennem nåleøjet? Vel, her er hvad vi grædende og svedende landede på:Culpeper’s Orchard: “Mountain Music Pt. 1” (Culpeper’s Orchard)Karen Dalton: “Something’s on Your Mind” (In My Own Time)Led Zeppelin feat. Sandy Denny: “Battle of Evermore” (Led Zeppelin IV)Dory Previn: “The Lady with the Braid” (Mythical Kings & Iguanas)Jethro Tull: “My God” (Aqualung)Can: “Mushroom” (Tago Mago)Joan Manuel Serrat: “Mediterráneo” (Mediterráneo)Curtis Mayfield: “Now You’re Gone” (Roots)Judee Sill: “Lopin’ Along Thru the Cosmos” (Judee Sill)David Crosby: “Laughing” (If Only I Could Remember My Name)Pink Floyd: “One of These Days” (Meddle)Joni Mitchell: “The Last Time I Saw Richard” (Blue)Black Sabbath: “Sweet Leaf” (Master of Reality)Paul & Linda McCartney: “Dear Boy” (Ram)David Bowie: “The Bewlay Brothers” (Hunky Dory)Savage Rose: “Your Daily Gift” (Your Daily Gift)Françoise Hardy: “Si mi caballero” (La question)Marvin Gaye: Wholy Holy (What’s Going On)Leonard Cohen: “Joan of Arc” (Songs of Love & Hate)Skousen & Ingemann: Herfra hvor vi står (Herfra hvor vi står)

Deep cuts fra 1971: Rockens gyldne år

Anya Mathilde Paulsen er en kvinde med mange titler - cand.mag. i medievidenskab og kønsstudier, tidligere musikjournalist i DR, forfatter til bogen Feminint forstærket (2007) med kvindelige danske musikeres egne fortællinger og medstifter af det prisbelønnede musikkollektiv HUN SOLO. Hun er nu aktuel med den dagsordensættende "Vilde kvinder, Mørke toner" – om køn og musik. En kalejdoskopisk undersøgelse af betydningen af køn i musik, der gjorde, at Rockhistorier satte hende i stævne til en snak om bogen, som begge showets værter er begejstrede for.Men Poulsen er også musikfreak om en hals, og hun havde med afsæt i nogle af bogens heltinder lavet en forrygende spilleliste, som gav anledning til mange gode refleksioner og generel begejstring. Det blev et par gode timer i selskab med et vidende og entusiastisk menneske. Lorde - TeamThe Jesus and Mary Chain - Some Candy TalkingThe Gun Club - Give Up The SunMiss B. Haven - CocoJoni Mitchell - Don Juan's Reckless DaughterPJ Harvey - Man-sizePatti Smith - Kimberly Pretenders - Hymn To HerBikini Kill - Double Dare YaViolet - HoleThe Carter Family - Single Girl, Married GirlMa Rainey - Prove it on me bluesTaylor Swift - The ManBeyoncé - FormationBillie Eilish - you should see me in a crownFiona Apple - For Her

Gæstebud med Anya Mathilde Poulsen: Kvindelige ikoner og en glemt musikhistorie

Charlie Watts, som døde i august 2021, 80 år gammel, passede trommerne i The Rolling Stones i 58 år. Han regnes generelt for en af rockepokens mest ikoniske musikere, og hans forbilledligt enkle stil, generelt støvsuget for overflødigheder og blær, blev meget efterlignet, men sjældent overgået. Trods udgangspunkt i jazzen, der forblev hans musikalske kærlighed, besad han en intuitiv fornemmelse for blues og rock og han kom til at præge begge genrer.Privat var han en beskeden mand med en knastør humoristisk sans og stor forkærlighed for skræddersyede jakkesæt.Rockhistorier har samlet nogle af hans største øjeblikke med The Rolling Stones – både nogle af de mere kanoniserede og enkelte private favoritter, suppleret med et par koncertoptagelser. 1. ”Little Red Rooster” (1964) 2. "(I Can't Get No) Satisfaction" (1965)3. "Get Off of My Cloud" (1965)4. “19th Nervous Breakdown" (1966)5. "Paint It, Black" (1966)6. “She’s a Rainbow” (1967)7. “Stray Cat Blues” (1968)8. "Sympathy for the Devil" (1968)9. "Honky Tonk Women" (1969)10. “Gimme Shelter” (1969)11. “Can’t You Hear Me Knocking” (1971)12. “Rip This Joint” (1972)13. “Shake Your Hips” (1972)14. “Street Fighting Man” (Live 1973)15. “If You Can’t Rock Me” (1974)16. “Tumbling Dice” (Live 1976)17. “Miss You” (1978)18. “Beast of Burden” (1978)19. “Dance (Pt. 1)” (1980)20. “Undercover of the Night” (1983)21. “Moon Is Up” (1994)22. “Commit a Crime” (2016)

Rolling Stones (Charlie Watts tribute): Vi hylder manden der holdt det hele sammen!

Amerikanske Chrissie Hynde var 27, da hun i starten af 1979 fik sit første (mindre) hit med en coverversion af Kinks-nummeret ”Stop Your Sobbing” med bandet Pretenders. Da havde Hynde så godt som opgivet drømmen om for alvor nogensinde at komme med i et band – og det var tilmed stort set den eneste drøm hun nogensinde havde haft, for rock’n’roll var det eneste, der virkelig optog hende, musikken var – og er – hendes livs store lidenskab.Født 1951 i Akron, Ohio i et småborgerligt miljø havde hun en lykkelig og begivenhedsløs barndom i en by, hun har skrevet flere sange om. Dog mest negativt, fordi den by hun elskede smadredes af byfornyelse. Og da puberteten ramte hende, vendte hun familien og skolen ryggen til fordel for rock, stoffer, sin guitar, vegetarisme og asocial adfærd. Hynde emigrerede til England i 1973, hvor hun blev en del af det vordende punkmiljø. Et demobånd skaffede hende i 1978 pladekontrakt med Real Records, og hun samlede den første – og efter manges mening – definitive udgave af Pretenders. Gruppen blev en øjeblikkelig succes, ikke kun fordi hun var en øjenfaldende og velsyngende frontfigur, men fordi hun virkelig kunne skrive sange og bandet virkelig kunne spille dem.Efter gruppens anden lp i 1982 smed hun bassisten Pete Farndon ud grundet heroinmisbrug, og få dage efter døde guitaristen James Honeyman-Scott af en kokainoverdosis. Siden da har Pretenders bestået af Chrissie Hynde og hvem hun på pågældende tidspunkt spiller sammen med – for gruppen er stadig ’going concern’, selvom den har ført en mere tilbagetrukket tilværelse her i det ny årtusind.Rockhistorier elsker Chrissie Hynde og hylder såvel hende som Pretenders’ musik i anledning af 70-års fødselsdagen den 7. september. Det bliver med cremen af et fabelagtigt repertoire, spredt over i alt 11 album, hvoriblandt det seneste udsendtes i 2020 med den sigende titel ’Hate for Sale’! 1. Stop Your Sobbing (1979)2. Kid (1979)3. Brass in Pocket (1979)4. Private Life (1979)5. Talk of the Town (1980)6. Bad Boys Get Spanked (1981)7. Back on the Chain Gang (1982)8. My City Was Gone (1982) 9. Middle of the Road (1983)10. Hymn to Her (1986)11. Sense of Purpose (1990)12. Night in My Veins (1994) 13. I Hurt You – Live (1995)14. Lie to Me (2002) 15: You Know Who Your Friends Are (2002) 16: Boots of Chinese Plastic – Edit (2008)17. Rosalee (2008) 18. Alone (2016)19. I Hate Myself (2016)20. You Can’t Hurt a Fool (2020)

Chrissie Hynde: A Great Pretender fylder 70

En af årets store positive læseoplevelser, hvis man på den mindste måde interesserer sig for musik i alle dens fremtrædelsesformer, er Stephan Grabowskis polemiske erindringsværk, Engle i mit cockpit. Undertitlen En rock’n’roll rejse mod en anden virkelighed signalerer, at ikke er en klassisk kronologisk fremadskridende selvbiografi, læseren sidder med. Tværtimod består bogen af en række punktnedslag, hvor Grabowski udfordrer vanetænkning ved at besøge steder, der færreste danske musikere kunne drømme om at aflægge et besøg: Indien, Pakistan, Kenya og Etiopien. For der at opsøge lokale aktører og spillemænd af alle slags, og på forskellige niveauer samarbejde med dem for at skabe noget nyt og overraskende for begge parter.Det var derfor en fornøjelse at have Stephan Grabowski i studiet til en snak om noget af den musik og de musikere, der optræder i bogen. Han fik sit break i 1987, da han blev trommeslager i Lars H.U.G.’s band samt medvirkede på dennes gennembrudsplade, Kysser Himlen Farvel. Han spillede med H.U.G. frem til 1993 og medvirkede parallelt hermed på de tre første Love Shop-lp’er. Han markerede sig først som engelsksproget solist, men har siden 1997 udsendt seks dansksprogede album, der musikalsk bærer præg af hans fascination af musik fra Afrika og Asien. I 2010erne har han endvidere siddet bag trommerne i det dansk-pakistanske ensemble Rocqawali, der har udsendt tre lp’er og turet Pakistan tyndt. Grabowski er lp-aktuel til september med albummet Elektrisk Sommer. Han havde naturligvis sammensat en spændende spilleliste, og var i det hele taget en fornøjelse at have i studiet – a splendid time was had by all!Stephan Grabowski: Elektrisk sommer (Radio edit, 2021)The Beatles: A Day in the Life (1967)Fela Ransome-Kuti & Africa ’70 with Ginger Baker: Let’s Start (Live, 1971)David Bowie: Life on Mars? (1971)Lars H.U.G. / Søren Ulrik Thomsen: Vent (1984)Scott Engel: The Old Man’s Back Again (Dedicated to the Neo-Stalinist Regime (1969)Talking Heads: The Great Curve (1980)Kavita Krishnamurthuy, Shreya Ghoshal & KK: Dola Re Dola (2002)Behailu Bayou: Feta Feta (2015)Bob Dylan: Ring Them Bells (1989)Nusrat Fateh Ali Khan: Nit Khair Fangan (Indspilningsår ukendt)Rocqawali: Mandi Ha Ya Changi Ha (2020)Bab L’Bluz: El Gamra (2020)Terakraft: Awa Adounia (2012)Stephan Grabowski: Jordens salt (2021)

Gæstebud med Stephan Grabowski: Nysgerrigheden har sendt ham verden rundt

I betragtning af, hvor stor en plads The Velvet Underground fylder i værternes hjerter, bevidsthed og generelle æstetik – ja, de har sågar sammen redigeret en antologi om bandet i 2003 – er det egentlig utroligt, at vi skulle helt frem til Rockhistorier nummer 154 før de fandt vejr gennem nåleøjet. Nå, men bedre sent end aldrig, som man plejer at sige, når man har overskredet endnu en deadline.The Velvet Underground udsendte i årene 1967 til 1970 i diverse konstellationer og under stort set konstante interne stridigheder fire album, der ikke gjorde større væsen af sig i samtiden, da deres konfronterende tone og nihilistiske attitude var helt ude af trit med hippiebevægelsens idealer. Gruppen blev først for alvor kanoniseret ved punkens fremkomst midt i 1970’erne, og har siden vist sig at være et af rockens mest stilskabende orkestre nogensinde. Måske kun overgået af The Beatles. Store ord, javel, men værket kan i den grad bære det. Og lidt til. Velkommen til virkeligheden.”Prominet Men” (1965”All Tomorrow’s Parties (single version)” (1966)“I’m Waiting for The Man” (1967)“Venus In Furs” (1967)“Heroin” (1967)“White Light/White Heat” (1968)“I Heard Her Call My Name” (1968)“Stephanie Says” (1968)”Hey Mr. Rain (Version One)” (1968)”Candy Says” (1969)“What Goes On” (1969)“Pale Blue Eyes” (1969)“Foggy Notion” (1969)”Sweet Jane” (1970)”Rock and Roll” (1970)“New Age” (1970)

Velvet Underground: Det mest indflydelsesrige band i musikhistorien næst efter The Beatles

I denne episode tager Rockhistorier med forfatter og sangerinde Lone Hørslev, gennem musikken som skabte hende. Det udmønter sig til en dialog om poesi og digte i musikken, samt hvad Tove Ditlevsens digte betød for Lones kærlighed til Anne Linnet.

Gæstebud med Lone Hørslev: Når digtet møder musikken

Den tredje juli 1971 blev Jim Morrison fundet død i et badekar i en lejlighed i Paris af sin veninde Pamela Courson. Han var 27 år gammel, og verdensberømt som udfordrende og grænseafsøgende forsanger i Los Angeles-kvartetten The Doors. Han var desværre også hamrende selvdestruktiv, og selvom der aldrig blev foretaget en obduktion, var det hans liv i overhalingsbanen, der kostede ham livet. Han ligger begravet på kirkegården Père Lachaise i det tyvende arrondissement, og enhver Doors-fan med respekt for sig selv er valfartet dertil for at udvise sangeren respekt.I anledning af, at det 50 år siden, denne James Douglas Morrison satte sine ’stinky boots’, hylder Rockhistorier en af rockepokens vaskeægte digtere og ikke mindst gruppen The Doors, et fantastisk lydhørt og musikalsk avanceret ensemble, som i den grad formåede at følge deres forsangers vilde improvisationer. Begge værter har været fans så langt tilbage, de kan huske, og regner manden og bandet som noget af det ypperligste, rocken har at tilbyde.The Doors efterlod sig seks studie-lp’er og et enkelt livealbum, hvoriblandt tre regnes for mesterværker. Posthumt udsendtes det kontroversielle An American Prayer (1978), hvor de tre overlevende Doors-medlemmer – Ray Manzarek på keyboards, guitaristen Robbie Kriger og trommeslageren John Densmore – satte musik til nogle af Morrisons digtrecitationer. For Morrison var virkelig digter, en god digter tilmed. Han udgav to digtsamlinger mens han levede, og 2021 udkom endelig ”The Collected Works of Jim Morrison: Poetry, Journals, Transcripts, and Lyrics”, en ordentlig moppedreng på næsten 600 sider, rigt illustreret. Playliste: American Night (1978)Roadhouse Blues – Live 1970 (1978)The World on Fire (1978)Break on Through (1967)The End (1967)Strange Days (1967)People Are Strange (1967)Not to Touch the Earth (1968)The Unknown Soldier (1968)Shaman’s Blues (1969)Waiting for the Sun (1970)Peace Frog (1970)Soul Kitchen – Live (1970)L.A. Woman (1971)The WASP (1971)Riders on the Storm (1971)Feast of Friends (1978)

The Doors & Jim Morrison: En af rockepokens vaskeægte digtere

Rockhistorier har som bekendt en bred definition af hvad rock er – fra Marlene Dietrich til Billie Eilish, sådan cirka – men ind i mellem går værterne total old school og vender blikket mod en pubertet, hvor den stod på tråd, tråd, lidt Hammondorgel og atter tråd. For engang i mellem skal der bare luftes ud foroven, de gode gamle hjernevindinger skal sandblæses og så findes tungrockskiverne frem og får en tur på pladetallerkenen. Ja, gu var 1970erne rockistiske ad h. til – sådan var reglerne – og der var heller ikke mange kvinder, der gjorde sig gældende i den tunge genre, der dengang kendtes som betonrock, men ikke desto mindre kom der meget god musik ud af det. Så spænd sikkerhedsbæltet, tryk speederen i en bund og tag en tur i dødsdomen med Henrik og Klaus i deres allermest nostalgiske hjørne. For your pleasure!Cream: Crossroads – Live (1968)Steppenwolf: Sookie Sookie (1968)Led Zeppelin: Heartbreaker (1969)The Who: Summertime Blues – Live (1970)Mountain: Mississippi Queen (1970)The Guess Who: American Woman (1970)Deep Purple: Speed King (1970)Free: Fire and Water (1970)Sweet: Done Me Wrong Alright (1971)Alice Cooper: Under My Wheels (1971)Uriah Heep: Easy Livin’ (1972)ZZ Top: La Grange (1973)Golden Earring: Radar Love – Single Edit (1973)Black Sabbath: Sabbath Bloody Sabbath (1973)Blue Öyster Cult: Career of Evil (1974)Bachman-Turner Overdrive: You Ain’t Seen Nothin’ Yet (1974)Aerosmith: Sweet Emotion (1975)Gasolin’: Sjagge (1975)The Runaways: Cherry Bomb (1976)Thin Lizzy: The Boys Are Back in Town (1976)AC/DC: Whole Lotta Rosie (1977)

Good Hard Rock (1968-1977): Tråd, tråd, lidt Hammondorgel og atter tråd

Rockhistorier rundede podcast nummer 150, og det blev fejret med maner i Byhaven foran Pumpehuset i København på en steghed lørdag, hvor ethvert fornuftigt menneske for længst var taget på stranden. Men en tapper flok trodsede de tropiske temperaturer, og mødte op for at fejre de foreløbig 300 timer Rockhistorier, som Klaus og Henrik til dato har produceret. Det blev nogle både spændende og sjove timer, for det giver det lidt ekstra kant at optage programmet med publikum på. Og så var spillelisten både afvekslende og inspirerende, og værterne foldede sig i dagens anledning helt ud. I det omfang varmen tillod, i hvert fald. Som da programmet rundede afsnit 50 og siden nummer 100 havde de to herrer givet sig selv et dogme, som der ikke kunne fraviges – nemlig kun at divertere med kunstnere, der ikke tidligere har været spillet i Rockhistorier (herfra dog undtaget dem, som diverse gæster ned gennem årene har præsenteret). Man skulle efterhånden tro, det ville være svært at finde flere navne, men sandheden er, at det faktisk var uhyre nemt – der er stadig så mange spændende kunstnere, hvis musik er værd at lytte til, som endnu ikke har fundet vej til podcasten, at det føltes som en leg. Så læn dig tilbage og nyd numre fra en række solister og bands fra et bredt musikalsk spekter, hvis musik ned gennem årene har skænket værterne glæde, og så ræser Rockhistorier ellers frem mod afsnit 200. Marlene Dietrich: ’Ich bin von Kopf bis Fuß auf Liebe eingestellt’ (1930)Lightnin’ Hopkins: ‘Big Car Blues - Introduction’ (1961)Lightnin’ Hopkins: ‘Big Car Blues’ (1961)Spirit: ‘Fresh-Garbage’ (1968)Marlena Shaw: ’Woman of the Ghetto’ (1969) Kevin Ayers: ‘May I?’ (1970)Snuffy: ‘I Wanna Change My Life’ (1973)Judee Sill: ‘The Kiss’ (1973)Camille Yarbrough: ‘Take Yo’ Praise’ (1975)Ted Lucas: ‘It Is So Nice to Get Stoned’ (1975)Thomas Dolby: ‘Windpower’ (1982)Ini Kamoze: ‘World A Music’ (1984)Cesária Evora: ‘Sodade’ - single edit (1992) The Walkabouts: ‘Rebecca Wild’ (1996)Blaze Foley: ‘Clay Pigeons’ (Live, 1989)Erykah Badu: ’Bag Lady’ (2000)Arab Strap: ‘The Turning of Our Bones’ (2020)Mark Lanegan: ‘Ketamine’ (2020)The Weather Station: ‘Robber’ (2021)

Live Fra Pumpehuset: Vores jubilæum fejres med kunstnere, vi endnu ikke har spillet

Så gik nostalgien lige amok, da vi kastede os over vores favoritsingler fra 1981, en tid, hvor vi boede i samme trappeopgang i Nansensgade og brugte (næsten) alle vores sparsomme penge – hentet på bistanden, selvfølgelig – på plader. Når vi da ikke overspillede hinandens eller andres indkøb på kassettebånd. Og hvor megen god tid gik med at lave det ene mixtape efter det andet, især hvis man lige havde været på staden og købt lidt ind til weekenden, som det udtryktes.Det er naturligvis ikke de største kommercielle hits fra 1981, vi spiller (mange af dem var skrækkelige!), men de sange, vi af den ene eller anden grund hørte mest det år og i tiden efter – og hvoraf nogle af dem selvfølgelig også hittede i den der mærkelige verden udenfor vores ungkarlehybler. Den ene af os var dansesmølf, den anden not so much, men man må lytte til podcasten for at finde ud af, hvem der var hvad. For det var en playliste, der satte gang i minderne hos værterne, og det endte som en opvisning i hvordan musik kan trigge én i tid, så man ryger lige tilbage til den man var sammen – eller ikke sammen – med, de steder man frekventerede og de mere eller mindre gakkede ting man foretog sig. Musik er sgu magisk. Rick James: Super Freak Kim Wilde: Cambodia New Order: Everything’s Gone Green – 7” version Stevie Nicks feat. Tom Petty & The Heartbreakers – Stop Dragging My Heart Around John Foxx: Europe After the RainDevo: Working in a Coal MineOdyssey: Going Back to My RootsSiouxsie & The Banshees: Arabian NightsBlue Öyster Cult: Burnin’ for YouScritti Politti: The “Sweetest Girl” Depeche Mode: New LifeGrace Jones: Demolition ManJapan: Quiet Life – 7” versionKim Carnes: Bette Davis EyesSebastian: RomeoEurythmics: BelindaByrne/Eno: The Jezebel SpiritIdeal: EiszeitAbba: One of UsThe Cramps: Goo Goo MuckIggy Pop: Bang-Bang

De bedste singler fra det herrens år 1981: Hvilke sange står tilbage nu 40 år efter?

Harry Nilsson – kendt som Nilsson – var sin egen værste fjende. Begavet med en vidunderligt fleksibel sangstemme, som ubesværet spændte 3½ oktav, ødelagde han den midt i sin karriere grundet overdrevent indtag af cognac, kokain og cigaretter samt det løse. Han var ennemsyret af en overlegen musikalitet, som udmøntede sig i noget af periodens mest avancerede pop, dristigt arrangeret og fornemt produceret. Og så var Nilsson ikke mindst en guddommelig sangskriver, der tilsyneladende ubesværet rystede den ene uforglemmelige melodi efter den anden ud af ærmet. Nilssons tre første lp’er er underskønne og uopslidelige eksempler på genren barokpop, når den er allermest sofistikeret. Debuten Pandemonium Shadow Show gjorde i 1967 medlemmerne af The Beatles til kæmpe fans, hvad de gerne og ofte fortalte i interviews. Han skulle komme til at arbejde sammen med dem alle fire, ja, John Lennon producerede et af hans album. Det er derfor skæbnens ironi, at hans to nok kendteste performances er coverversioner af andres sange – Fred Neils ”Everybody’s Talkin’”, som Nilsson indsang i 1968, og som året efter blev et megahit som indledningssang til filmen Midnight Cowboy. Og så nærmest opfandt Nilsson power-balladen med sin dramatiske (nogle vil sige overspændte) tolkning af Badfingers ”Without You” (et hit igen i 1994 for Mariah Carey). De to eneste Grammys han vandt i sit liv var for netop de to sange, begge i kategorien Best Male Vocal Performance.Det er lige så uomstødeligt som det er uretfærdigt, for Nilsson dryssede potentielle hits ud over de i alt 14 album, han indspillede for RCA i årene 1967-1977. I et forsøg på at bringe Nilssons bedste indspilninger til ære og værdighed, har Rockhistorier gennemtrawlet værket for dig. Vi har fundet frem til perlerne – nej, ingen ”Without You”! – i en lidt ujævn produktion, for efter gennembruddet i 1971 med albummet Nilsson Schmilsson tog de dårlige vaner overhånd, hvad der gik ud over dømmekraften. Men selv på de sene lp’er er der noget at komme efter. Nilsson døde i 1994, blot 52 år gammel. 1941 (1967)Sleep Late, My Lady Friend (1967)There Will Never Be (1967)Without Her (1967)Good Old Desk (1968)Everybody’s Talkin’ (1968)One (1968)Nobody Cares About the Railroads Anymore (1969)City Life (1969)Dayton, Ohio – 1903 (1970) Think About Your Troubles (1970)Bath (Remix, 1971)Mr. Richland’s Favorite Song (Remix, 1971) The Moonbeam Song (1971)I’ll Never Leave You (1971)You’re Breakin’ My Heart (1972)The Lottery Song (1972)Lazy Moon (including As Time Goes By) (1973)Don’t Forget Me (1974)Old Forgotten Soldier (1974)Easier for Me (1975)The Ivy Covered Walls (1976)Will She Miss Me (1976)All I Think About Is You (1977)Perfect Day (1977)

Sangskrivergeniet Harry Nilsson: Sang som en engel og levede som en djævel

En vaskeægte rockstjerne kom på besøg i det lille studie for at spille noget af den musik, der har formet ham. Det var den 29-årige Elias Bender Rønnenfelt, sanger i det internationalt anerkendte rockorkester Iceage, som svingede forbi Rockhistorier med en mildt sagt eklektisk playliste, som han gav en dybt personlig vinkel på. Stilistisk spændte udvalget fra Janet Jackson til Sun Ra, og den røde tråd var sange, knyttede sig til bestemte oplevelser eller personer, hvad der var lidt af et trip at følge. Elias Bender Rønnenfelt er kendt som sanger i rockbandet Iceage, der er pladeaktuelle med lp’en Seek Shelter, som blev modtaget med jubel af fans og presse. Det er femte udspil fra kvintetten, som udover Rønnenfelt består af Johan Suurballe Wieth, Dan Kjær Nielsen, Jakob Tvilling Pless og Casper Morilla. Dannet i 2008 debuterede Iceage i 2011 med det brutale New Brigade, som bandet høstede megen anerkendelse for. På de efterfølgende lp’er blev udtrykket mindre antagonistisk og mere sofistikeret uden at miste sin kant, og bandet har gennem flittig koncertaktivitet opbygget en international fanbase. Derudover har Rønnenfeldt udsendt plader med Vår og Marching Church. Playliste:Iceage: High & Hurt (2021)Janet Jackson: Empty (1997)Nick Drake: River Man (1969)Micachu & The Shapes: Oh Baby (2015)The Rolling Stones: Moonlight Mile (1971)The Band: Tears of Rage (1968)The Pogues: A Pair of Brown Eyes (1985)Babyfather feat. Arca: Meditation (2016)Vincent Gallo: I Wrote This Song for the Girl Paris Hilton (2001) Max Richter feat. Dinah Washington: This Bitter Earth/On the Nature of Daylight (2010)Sun Ra: When There Is No Sun (1978)Serge Gainsbourg: Requiem pour un c... (1968)Spacemen 3: Amen (1990)Valee: Vlone (2018)Bernard Hermann feat. Robert De Niro: Diary of a Taxi Driver (1976)Leonard Cohen: The Partisan (1969)The Stooges: Down on the Street (1970)Iceage: Gold City (2021)

Gæstebud med Elias Bender Rønnenfelt: Et trip af personlige historier

Det er nogle kunstneres skæbne at blive husket for en enkelt, men så altså også strålende lp. Nogle gange fordi det var den eneste, det blev til eller fordi den i kvalitet hæver sig så højt over resten af værket, at den fuldstændig overskygger det. Dem findes der faktisk en del af, og Rockhistorier præsenterer personlige favoritter indenfor genren, der jo er vidunderligt rummelig.Hvor det i udtrykket ‘One Hit Wonder’ ligger, at pågældende sang rent faktisk var et hit, mødtes mange One Album Wonders i sin tid med larmende tavshed, og blev først kanoniserede længe efter udgivelsen. Et godt eksempel er lp’en Odessey and Oracle med den britiske gruppe The Zombies, der udsendtes i 1968 og opnåede et hit året efter med den udødelige ”Time of the Season”. På daværende tidspunkt var The Zombies fortid og gik i glemmebogen, mens to af gruppens hovedkræfter – sangeren Colin Blunstone og keyboardspilleren Rod Argent – hver især forfulgte nye karrierer. Men i løbet af 1990erne begyndte gruppens ry stille og roligt at stige, hvilket kulminerede med bokssættet Zombie Heaven i 1997. Nu om stunder finder man ofte Odessey and Oracle på diverse lister over Verdens Bedste Plader. Ja, sådan kan det gå. Playliste:The Sonics: Strychnine (!!!Here Are the Sonics!!!, 1965)United States of America: Cloud Song (United States of America, 1968)The Zombies: Time of the Season (Odessey and Oracle, 1968)Wendy & Bonnie: The Paisley Window Pane (Genesis, 1969)Derek And the Dominos: Bell Bottom Blues (Layla and Other Assorted Love Songs, 1970)Baby Huey: Hard Times (The Baby Huey Story: The Living Legend, 1971)The Modern Lovers: Modern World (The Modern Lovers, 1976)Dennis Wilson: River Song (Pacific Ocean Blue, 1977)Sex Pistols: Submission (Never Mind the Bollocks, 1977)Young Marble Giants: Searching for Mr. Right (Colossal Youth, 1980)Grandmaster Flash and the Furious Five: The Message (The Message, 1982)The La's: Timeless Melody (The La’s, 1990)Slint: Breadcrumb Trail (Spiderland, 1991)Disposable Heroes of Hiphoprisy: Language of Violence (Hypocrisy Is the Greatest Luxury, 1992)Jeff Buckley: Last Goodbye (Grace, 1994)Buena Vista Social Club: Chan Chan (Buena Vista Social Club, 1997)Lauryn Hill: Doo Wop (That Thing) (The Miseducation of Lauryn Hill, 1998)The Mummers: Wonderland (Tell a Tale, 2009) Shuggie Otis: Inspiration Information (Inspiration Information, 1974)

One Album Wonders: Ensomme mesterværker der lyser nattehimlen op

Musik og røverhistorier fra rocken i dens bredeste forstand med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch.

hubhopper

Rockhistorier

hubhopper